Justine Boesen
Uanset niveau vil du som elev hos Justine få redskaber og konkrete øvelser til at træne din stemme til at være fleksibel, stærk og udholdende, så du kan udtrykke dig bedst muligt. Justine brænder for, at du får det mest optimale ud af din stemme, så du kan skabe dit eget personlige udtryk.
Uddannelse:
- Studerende til CCA solist (Contemporary Creative Artist) ved Syddansk Musikkonservatorium
- Kandidat fra Syddansk Musikkonservatorium i sang
- Bachelor fra Syddansk Musikkonservatorium i akkordeon
Som elev hos Justine bliver du inviteret ind i et trygt rum, hvor I med nysgerrighed overfor og med glæden ved musikken sammen udforsker din stemme. Justine lægger et stort fokus på det formidlende og fortællende element, når I synger og hun arbejder efter en filosofi om, at det er gennem følelser og et musikalsk nærvær, at du let og ubesværet kan føle dig helt til stede i musikken.
Justine har selv modtaget rytmisk sangundervisning siden hun var elleve år gammel og har siden fordybet sig i sang og sangstemmen gennem sin uddannelse ved konservatoriet. Ud over at være uddannet sanger er Justine også uddannet på akkordeon, også fra konservatoriet.
Som både instrumentalist og sanger arbejder Justine derfor med udviklingen af både sin egen og din stemme på en måde, som blandt andet tager inspiration fra hvordan en instrumentalist kunne øve. Justine lægger vægt på opvarmningsøvelser og på en generel bevidsthed om hvad du øver, hvorfor og hvordan.
Sammen med Justine vil du have stor indflydelse på dit repertoire for jeres undervisning, og Justine vil også byde ind med sange, som hun som trænet sanger og underviser vil kunne se dig have gavn af at arbejde med.
Justine har gennem sin uddannelse specialiseret sig i nordisk musik og sang bl.a. fra Sibelius Akademiet i Finland. Udover at undervise i sang, samt at uddanne sig til CCA Solist fra Syddansk Musikkonservatorium, er Justine også udøvende artist og musiker, og hun spiller både koncerter i eget navn samt arbejder med musikdramatik.