6 råd til at finde motivationen

6 råd til at finde motivationen

Har du også de dage, hvor du ikke føler dig motiveret? Vi giver dig her seks råd til at finde motivationen frem, når det er tid til at øve sig på sit instrument.

Tiden, der bliver brugt på at øve sig, er sjældent den sjove eller mest motiverende del af at spille musik. Det er her, alene med instrumentet, at det hele kan virke håbløst, når skiftet fra A-mol til F-dur for Gud ved hvilken gang ikke lykkes, eller højre-venstre-koordinationen på klaveret mistimes.

Men du er ikke alene om det. Selv de bedste musikere har haft problemer med at finde motivationen, og derfor er der selvfølgelig gode råd at hente.

Det er forskelligt, hvad der virker for folk, så her er seks råd til at holde gang i motivationen – musikken.

Nr. 1: Lav et skema

Om du har en travl hverdag eller ej, kan det være en fordel at skemalægge tid til at øve sig. Det kan være, at du suser fra det ene til det andet, og så er tiden med guitaren, klaveret, stemmen eller noget fjerde nødt til at blive plottet i kalenderen. Præcis ligesom alle andre aktiviteter.

Også uden en proppet kalender kan det være en god idé at afsætte én bestemt time i løbet af dagen, der er dedikeret til dig og dit instrument. Ellers er det nemt at blive distraheret ti minutter inde i øvningen, hvis der popper en besked op på telefonen – for man har jo alligevel resten af dagen til at øve sig.

Nr. 2: Beløn dig selv

Ja, man kan selvfølgelig godt vælge at se forbedringen som en belønning i sig selv. Men hvorfor ikke tilføje en ekstra gulerod fra tid til anden? Det er trods alt ikke hver gang, man kan mærke en forbedring, og hvis man øver sig ofte, bliver det nemt rutinepræget.

Derfor bør det nok heller ikke være hver gang, at du må give dig selv lov til at spise en Snickers eller gå i biografen. Aftal med dig selv, at når din første barréakkord sidder lige i skabet, eller du ikke har sunget falsk den dag, så må du forkæle dig selv bagefter.

Nr. 3: Skift ud i sangene

Det er vigtigt at holde sig for øje, hvorfor man begyndte at spille musik. Hvis det var for at lære at spille en Beatles-sang, hvorfor så blive ved med at øve på en popsang fra 2008? Der kan selvfølgelig ligge en bevidst idé i det fra din undervisers side, hvis akkorderne for eksempel næsten er de samme, men vær ikke bange for at insistere på det musik, du gerne vil lære at spille.

Det er i øvrigt noget, vi går meget op i her på Music Institute of Copenhagen: eleverne skal selv afgøre, hvad de gerne vil spille, ikke underviserne. Når det kommer til valg af sange, er det deres opgave at hjælpe dig med at finde frem til lige præcis det, du gerne vil lære.

Nr. 4: Hold en pause

Vi er ikke skabt til at være 100 procent fokuserede i en hel time ad gangen. Og det er forskelligt fra dag til dag, hvad vores krop er i stand til. Det er okay at rejse sig fra klaverbænken efter en halv time og hente et glas vand. Eller gå en tur ud på altanen for at få noget frisk luft. Det vigtigste er, at du ikke flytter fokus til noget, der er svært at komme ud af igen – for eksempel din smartphone.

Det er også helt fint at holde pause en hel dag – simpelthen droppe øvningen, strege den over i kalenderen. Ligesom med alle andre ting i hverdagen, fra fodboldtræning til en aftale med nogle venner, er det okay at melde fra en enkelt gang imellem, hvis humøret eller motivationen er helt fraværende.

Nr. 5: Sæt nogle mål

Når du begynder til musikundervisning, arbejder du henimod at lære specifikke sange og at mestre instrumentet. Men der kan være langt hen til de mål, de kan virke uoverskueligt langt ude i fremtiden, og så er det altså bare nemmere at lægge det fra sig og give sig til at lave noget, man kan finde ud af. Det er helt naturligt.

Derfor kan det være godt for motivationen at sætte nogle delmål: bestemte akkorder, fingerspillet i en sang, to fraseringer lige efter hinanden, eller hvad der nu passer lige præcis dig og dine ambitioner. Hvis de eneste mål er at lære sangene, kan der være langt mellem sejrene.

Nr. 6: Find dig en øvemakker

De færreste mennesker kan finde motivationen frem hver dag. Men hvis man finder sig en at øve med, er der god sandsynlighed for, at i hvert fald én af jer føler sig motiveret til at øve den dag. Og der er en til at rose dig for de små sejre, når du ikke selv ser dem.

I behøver ikke finde tid til at øve sammen. Det kan også være en løsning, hvor I sparrer med hinanden, og så er det jo nødvendigt at få øvet sig. Ellers er der ikke noget at sparre med.

Det behøver sådan set heller ikke være en, der selv øver sig på et instrument. Ja, personen behøver faktisk slet ikke spille musik selv. Det kan også være din kæreste, bofælle, kollega eller en af dine forældre, som minder dig om at få øvet. Det kan føles som en løftet pegefinger, og der vil sikkert være dage, hvor du bander over dem inde i hovedet. Men det virker. Og bagefter vil du sætte stor pris på dem.

Book en gratis prøvetime med en af vores dygtige undervisere her.



Få tips, tricks og videoerdirekte i din indbakke

0
    Din Kurv
      Anvend kupon