Regeringens nye momsregler kan true private musikskoler på livet

Regeringens nye momsregler kan true private musikskoler på livet

Vi og mine kollegaer i branchen har længe frygtet, at regeringen ville fjerne momsfritagelsen for privat undervisning i Danmark. Og nu kan vi konstatere, at det er jeres plan at gøre det til virkelighed.

Kære skatteminister Jeppe Bruus

Dit ministerium er lige nu ved at begå en massiv moms-brøler. Og jeg opfordrer dig kraftigt til at stoppe den hurtigst muligt.

Vi og mine kollegaer i branchen har længe frygtet, at I ville fjerne momsfritagelsen for privat undervisning i Danmark. Og nu kan vi konstatere, at det er jeres plan at gøre det til virkelighed.

Som stifter og ejer af en privat musikskole i København, Music Institute of Copenhagen, der har 15 år på bagen, ser jeg på sagen med dybeste alvor. Og jeg er stærkt kritisk over for den måde, I med henvisning til en simpel EU-dom for en køreskole i Tyskland har besluttet at ændre noget så grundlæggende.

I har ikke engang foreholdt ændringerne for de virksomheder, foreninger og mange små selvstændige, det kan ramme, eller har gidet ladet Folketingets andre partier forholde sig til det. Selvom det er en ændring, der vil koste arbejdspladser i Danmark. Det vil lukke virksomheder. Det vil lukke musikskoler, træningscentre og andre institutioner i Danmark, der i parløb med det offentlige tilbyder glæde, inspiration og mental velvære til danskere, der har brug for det – som det offentlige ikke magter eller kan løse lige så godt.

Jeg frygter også, at ændringen på sigt vil koste vores musikskole livet. Vi vil i en potentiel recession stå i en umulig konkurrencesituation mod statstøttede musikskoler, der har helt anderledes og lempeligere vilkår og kan tilbyde langt billigere undervisning. Ligeledes vil det også ramme vores hjertebarn, Musik I Livet, hårdt. Musik I Livet er en forening, som tilbyder gratis musikundervisning til socialt udsatte. Og som aldrig vil kunne løbe rundt økonomisk uden Music Institute.

Det er langt uden for rimelighedens grænser, at I trumfer en så grundlæggende ændring igennem på så spinkelt et grundlag.

Når I indfører sådan en ændring, bør det behandles politisk. I bør høre de virksomheder, hvis eksistens I truer, hvordan det kan gøres bedst. Og bør indføre EU-politik med så stor lempelighed som muligt. Se bare på Sverige, hvor samme dom slet ikke har fået så vidtrækkende konsekvenser.

Hvis ikke for virksomhedernes skyld, så for de mange børn og unge, der mistrives i Danmark, og kommer på musikskoler eller træningscentre og bliver gladere, sundere og bliver styrket til livet – til gavn for hele Danmark.

Jeg vil meget gerne invitere dig til kaffe på Music Institute, hvis du bedre vil forstå konsekvenserne af den ændring, I laver nu. Min dør er åben.

Med venlig hilsen
Rasmus Obitsø

Stifter og ejer af Music Institute

Mail: ro@micph.dk



Få tips, tricks og videoerdirekte i din indbakke

0
    Din Kurv
      Anvend kupon