Bryd muren!
Folk, der løber marathonløb, taler om begrebet “muren”, som en form for fysisk/mental barriere, man på et tidspunkt møder ude på distancen. Det er det punkt, hvor man bare er kørt helt død, og faktisk mest af alt har lyst til at give op. Men overvinder man sin smerte og trang til at stoppe, så vil man på den anden side af muren opleve fornyet energi og inspiration.
På samme måde kan det, at lære at spille på et instrument, ofte skitseres med en “før og efter muren” analogi. På et tidspunkt, når man har fået den basale teknik ned i muskulærhukommelsen, om det så måtte handle om fingersætning, embouchure eller intonation, så vil man opleve at indlæringenskurven vil flade ud og at tingene vil komme nemmere til én. Men hvordan bryder man så igennem den mur? Hvordan undgår man at “gå kold” lang tid før man når derhen?
Der er ikke ét entydigt svar på dette, og der er formentlig ligeså mange indlæringsteknikker, som der er musikundervisere. Men nogle tommelfingerregler kan man dog godt have, og det vil jeg her, med udgangspunkt i mine egne erfaringer, prøve at skitsere:
1. Ha’ det godt! Sluk din telefon…
Nummer ét må altid være gå efter at lade øvesituationen være noget, man ser frem til. Det er lettere sagt end gjort, for man kan ikke undgå at der følger en vis mængde “rugbrødsarbejde” med, når man er ved at lære at beherske et instrument.
Men den bedste læring udspringer altid af velvære. Det skal udspringe af lysten til at lære og lysten til at øve. Det er meget nemmere at være disciplineret omkring noget man glæder sig til. Sørg for at få skabt en øvesituation, hvor du har det rart og kan fokusere. Og sluk nu mobilen, eller hav den i det mindste udenfor rækkevidde.
Den er en kæmpe distraktionsfaktor i forhold til at skabe ro og fokus omkring din proces. Træd ind i et mentalt rum, hvor der kun er plads til dig og instrumentet, ikke SMSer og statusopdateringer. De løber ingen steder.
Prøv at finde roen til bare at være i musikken. Hvad end det er, der måtte virke for dig, så dyrk det, når du finder frem til det.
2. 20-minuttersreglen
Sørg for at holde pause efter 20 minutters fokuseret øvelse. Lav noget helt andet i 10 minutter. Den menneskelige hjerne lærer bedst ved at være fokuseret i relativt koncentrerede intervaller, og derefter være distraheret.
Bare rolig; hvis du har øvet fokuseret og uafbrudt, så arbejder underbevidstheden videre med musikken, mens du hygger med et alternativt syssel. Men det er vigtigt at du ikke lader dig forstyrre i de 20 minutter.
3. Hold det simpelt
“Man skal ikke slå et større brød op, end man kan bage” lyder et gammelt ordsprog.
Jeg mener som udgangspunkt altid at man skal sigte højt her i livet, men når man lige er begyndt at lære at spille, så er det en god ting ikke at forsøge at gabe over for meget på én gang.
Det bliver nemt uoverskueligt og kan få dig til at miste modet og motivationen. Del tingene op og lad være med at forsøge at blande for mange discipliner sammen fra start.
Begynd med 2-3, veldefinerede og meget simple øveemner. De konkrete øvelser vil man som oftest finde frem til med sin underviser, men det kunne fx være at spille udvalgte toner indenfor en skala i afmålt repetition.
Eller at skifte mellem to akkorder, først helt stille og roligt i eget tempo, indtil begge akkorder klinger rent, og måske senere til en metronom, 4 taktslag ad gangen på hver akkord.
Når du begynder at miste dampen med øvelsen, så skift emnet ud, men sørg for at vende tilbage til det, før du afrunder blokken. Mange kører sur i det, fordi de fra begyndelsen breder øveaktiviteten for bredt ud, og har gang i 117 emner på én gang. Det er de færreste begyndere, som får noget ud af det, andet end en følelse af være overvældet.
Ved at lave små, afgrænsede øveemner, vil du hurtigere få nogle succesoplevelser i din arbejdsproces, når du langsomt men sikkert kan sætte små flueben ved dem.
Og succeser er ekstremt vigtige i forhold til at opretholde motivationen. Senere, når basisteknikken begynder at være på plads, kan du så hæve ambitionsniveauet til at gå i gang med større og flere bidder eller kompositioner.
Læs også; sådan bliver du mere intelligent af at spille musik