Q&A: Hvilke spørgsmål møder vores undervisere?
Kan alle lære at synge? Hvor meget skal man øve sig? Hvordan foregår musikundervisning? Her er svarene på nogle af de spørgsmål, vores undervisere ofte møder.
Hvad er det for nogle spørgsmål, underviserne på Miles Music School møder fra elever og nysgerrige bekendte? Vi har taget en snak med vores sangunderviser Amanda Thomsen, som her svarer på nogle af spørgsmål, hun oftest bliver stillet.
Hvad er formålet med musikundervisning?
“Der kan være mange formål – det vigtige er, at folk har deres egen motivation. Musik er et håndværk, man kan blive bedre til, om det så er på hobbyplan eller professionelt, og det skaleringsprojekt er interessant. Det er meningen, at vi skal være kreative, og jeg synes, det er spændende, at vi kan finpudse nogle af de ting, vi kan af natur.”
Hvor god skal man være til et instrument eller med sin sangstemme, før man kan gå til musikundervisning?
“Det er en undervisers fornemste opgave at løfte dig derfra, hvor du er. Så du behøver som sådan ikke at kunne noget, musik er for alle. Hvis du ikke kan synge, forstået på den måde at din stemme ikke er særlig udviklet eller behersket, så er det der, man starter.”
Kan alle lære at synge?
“Ja, det kan alle. Men det skal også komme af en lyst til at dyrke det – jeg tror, at vi alle er skabt med forskellige passioner og forcer.”
Hvordan foregår en typisk undervisningstime hos dig?
“Der er ikke to undervisningsforløb, der ligner hinanden, for det er skræddersyet fra elev til elev. Nogen synger professionelt og vil gerne øve en meget specifik teknik, mens andre kan have problemer med vejrtrækningen. Vi nuancerer undervisningen løbende og øver det, der er brug for.”
Hvor lang tid tager det at nå et bestemt mål?
“Det kommer an på, hvad målet er, og hvor eleven er. Man kan godt være vildt dygtig, men stadig have en masse udvikling foran sig. Jeg har sunget hele mit liv, og professionelt siden jeg var 16 år, men alligevel valgte jeg i mine 20ere at tage en uddannelse, der gik basalt til værks med mit kropsarbejde.
Så det er også vigtigt ikke at være bange for at blive kastet tilbage til basics for at blive endnu mere styrket i det basale. Sådan er det også sangteknisk – når vi skal øve højde, så øver vi altid dybde først, fordi det anatomisk er godt at gå tilbage og få det grundlæggende med.”
Hvor mange elever bruger undervisningen målrettet?
“Alle bruger det målrettet i en eller anden forstand. En del elever har bands eller artistprojekter, som lige nu er hobbyprojekter, men har en professionel ambition. Hos mange af mine sangelever er det også målrettet dem selv, fordi det bliver terapeutisk. Stemmen er et personligt værktøj, vi også bruger til at tale med, så på den måde kan det også være selvudvikling.”
Hvor meget skal man øve sig mellem undervisningtimerne?
“Det kommer meget an på, hvem man er som person, og hvad man skal øve sig på. Jeg plejer som udgangspunkt at sige tre-fire gange om ugen og så lidt kortere tid ad gangen. Lad være med at sætte dig ned i tre timer i streg – øv hellere en halv time fire gange om ugen.
Gentagelse er vigtigt. Du skal ikke øve én gang om ugen eller om måneden, for selvom du måske har forstået teorien eller teknikken oppe i hovedet, så er der også muscle memory – dine muskler skal også lære det.
Hvis det er noget meget udfordrende og potentielt godt kunne slide på dig, så skal du ikke øve hver eneste dag. Det skal også være realistisk i forhold til din hverdag – hvis du har helt vildt travlt og en tendens til at arbejde for meget, så lad være med også at øve for meget. Det er ikke meningen, at det skal være en ubehagelig, stressfyldt ting.”
Du kan følge linket her, hvis du er interesseret i en gratis prøvetime hos os.