Vil du skrive dine egne sange?

Få fire gode råd her.

Vil du i gang med at skrive dine egne sange?

Den vigtigste regel inden for sangskrivning er, at der ikke findes nogen regler. Hvis du alligevel er i tvivl om, hvor du skal starte, kan du læse med i denne artikel, hvor sangskriver Yasmin Cevik fra Music Institute of Copenhagen deler sine bedste tricks til at overvinde skriveblokade og finde melodien.

Vær så lidt kritisk som muligt, og ha’ det sjovt.

Det er blot et par af de gode råd, Yasmin Cevik har modtaget gennem sit virke som sangskriver.

Yasmin Cevik er uddannet sangskriver fra konservatoriet og underviser i dag i sang og sangskrivning på Music Institute of Copenhagen. Derudover lever hun af at skrive sange til andre artister herhjemme såvel som i udlandet – Og så skriver hun også til sit eget soloprojekt, som er lige på trapperne.

Vi har bedt Yasmin Cevik om at dele hendes bedste råd til, hvordan du kommer godt i gang med at skrive dine egne sange. Hun understreger, at der ikke findes noget ”rigtigt” og ”forkert”, når det kommer til sangskrivning. Dog kan disse fire steps være et godt sted at starte.

1: Vælg akkorder

Ifølge Yasmin behøver man hverken at have en teoretisk baggrund eller at kunne spille et instrument for at skrive sine egne sange. Hvis du spiller et instrument, anbefaler hun, at du sætter dig med dit instrument og lytter dig frem til, hvad du synes lyder godt. Hvis du ikke spiller et instrument eller har svært ved at høre, hvad der lyder godt sammen, kan du google kvintcirklen, som viser, hvilke akkorder der passer sammen, fortæller Yasmin:

”Hvis man eksempelvis kigger på C-dur, viser kvintcirklen, at den passer med A-mol, F-dur, D- mol, G-dur og E-mol. Derfra kan man prøve at spille nogle forskellige melodier ud fra de akkorder, man har fået foræret.”

2: Find melodien

Nu er det tid til at arbejde med tekst og melodi. Hvad du starter med, er helt op til dig. Her kan du starte med at jamme, altså improvisere en melodi over din akkordstruktur ved enten at nynne eller synge vrøvleord.

”I denne fase er det vigtigt, at man forholder sig åben og ukritisk over for sine idéer. Det skal være sjovt at skrive sange, og man kan ikke forvente, at det bliver perfekt i første hug, for det sker sjældent.”

Hvis du går i stå undervejs, foreslår Yasmin Cevik, at du, ligesom med akkorderne, får teksten foræret ved at google dig frem til en sangtekst, du ikke kender melodien til.

”Så kan man vælge en tekst, det kan fx være en af Peter Sommer, som man selv kan improvisere en melodi til. På den måde skal man ikke tænke over min egen tekst. Det har virket super godt for mig, hvis jeg er gået i stå,” lyder rådet fra Yasmin Cevik.

3: Find ud af, hvad sangen skal handle om

Næste skridt er at finde ud af, hvad sangen skal handle om. Det kan du spore dig ind på ved en simpel øvelse, som består af 10 minutters såkaldt ”flow writing,” hvor du skriver lige, hvad der falder dig ind uden at stoppe undervejs. Grib et stykke papir og en blyant eller skriv på computeren, og sæt en alarm på 10 minutter.

”Hvis man er helt blank, må man skrive; ‘Jeg aner ikke, hvad jeg skal skrive. Pointen er ikke at stoppe med at skrive, mens øvelsen er i gang og få nogle ord ned på papiret,” siger Yasmin, som anbefaler, at man gentager øvelsen et par gange. Undervejs kan det være, du støder på en sætning eller et tema, der giver dig en idé om, hvad sangen skal handle om.

4: Lav en struktur

Sidste skridt går ud på at zoome ind på, hvad der skal stå i de enkelte vers og i omkvædet. Lav en overskrift, hvor der står ‘vers,’ og skriv nedenunder, hvad verset skal fortælle, som om du laver et storyboard. Gør derefter det samme med omkvædet, så du til sidst har lavet en struktur over, hvad sangen skal fortælle. Undervejs kan du tjekke din ‘flow write’ for inspiration.

”Når sangen har fået en struktur, bliver det nemmere at skrive selve teksten. Man kan jo prøve at kigge på det, man har skrevet, og måske udvælge et par ord eller sætninger, man synes er fede. Når du har besluttet sangens struktur og handling, mangler du blot at udfylde den endelige tekst til omkvæd og vers, og så har du faktisk en sang.”

Har du fået blod på tanden efter at skrive dine egne sange?

Læs mere om Yasmins undervisning her.

Eller tilmeld dig en prøvetime i sangskrivning her.



Få tips, tricks og videoerdirekte i din indbakke

0
    Din Kurv
      Anvend kupon