Lad os sige det ligeud. Selvom udenadslære af skaler og mønstre er en god hjerneøvelse, så kan processen være ret kedelig og ensformig. Sådan har det ale dage været, og jeg vil ikke prøve at bilde dig andet ind her. Men hvad er det så med de skalaer, der gør, at vi altid skal trækkes med dem?
Vi lærer ikke skalaer fordi de er enormt sjove. Vi lærer dem fordi de giver os præcis, hvad vi skal bruge, når vi skal lære ny musik, improvisere og spille med andre musikere. Skalaerne udgør faktisk hele forskellen på at kunne spille med på et nummer og at være nødt til at droppe det, fordi vi ikke forstod hvad der skete. Det er klart, at de heldige af os kan høre sig til rigtig meget, bare ved at have det, man kalder gode ører. Gode ører kan gøre, at når man simpelthen ikke aner, hvad der foregår, ja, så kan man alligevel få sit spil til at lyde ret godt og ‘rigtigt’, bare fordi man er god til at lytte sig ind i noget musik. Sådan er der nogle,dr har det, men alle os andre har en stor fordel i at vide, hvilken skala et nummer benytter sig af, når vi skal til at spille med på det.
Den vigtigste ting, når du skal kunne spille et stykke musik er, at forstå hvad der sker i sangen. Skalaer giver dig mulighed for at forstå ALLE sange, fordi de giver en ramme, som du kan sætte akkorderne og noderne ind i. På samme måde som akkorderne, er skalaer altså musikkens byggeklodser, ja måske endnu mere, faktisk dens DNA.
Lad mig forklare hvad det egentlig betyder:
Hvis du for eksempel kender dine skalaer, så behøver du ikke en oversigt over akkorder, for at finde ud af hvordan man spiller en bestemt akkord. Det betyder, at hvis du ser en usædvanlig akkord som Gadd9, så ved du hvilken tone du skal tilføje til akkorden og hvordan du gør det. Det er, fordi du ved, hvad der er for en tone, som skal ‘tilsættes’ til den grundlæggende akkord, og du ved, hvor den befinder sig i den skala, som akkorden er bygget op ud fra.
Hvis du er en sangskriver og kender dine akkorder, har du lige pludselig en masse kreative muligheder, som du kan vælge fra, når du bygger og skaber et smukt stykke musik. Det er ligesom, da vi talte om, hvordan akkordomvendinger har givet masser af hits, lige fra klassisk musik til det, du hører i dag. Det er de samme elementer, som alle benytter sig af, og derfor kan det betale sig at sætte sig lidt ind i tingene.
Det er rigtigt at du kan spille hundredevis af sange uden at kende til skalaer og musikteori, men hvis du virkelig vil tage musikken til det næste niveau og give en masse kreative muligheder, så er skalaer altså en rigtig, rigtig god idé at lære.
Klar? OK, så går vi i gang!
Dur-skalaen
Når man spiller de hvide tangenter fra c til c, har man en C-dur-skala. Det er der sådan set ingen ben i, for du spiller jo bare alle de hvide tangenter fra det ene c og så op til det næste. Pærelet, ikke? Denne skala har tre kendetegn:
1.) Der er syv toner i skalaen, altså begynder man på den samme tone, som man slutter på, hvilket giver otte toner, men den første og den sidste er jo ens. Derfor er det strengt taget kun syv toner. Spil skalaen og læg mærke til, hvordan den første og den sidste tone klinger sammen. Man kan høre, at det er den samme tone, bare i høj og lav udgave.
2.) Der er en grundtone, c, hvor man følger sig hjemme. Det er den første og den sidste tone.
3.) Der er en bestemt fordeling af hel- og halvtonetrin (en heltone er en afstand på to tangenter, en halvtone er en afstand på én tangent)
Her ser du c-dur skalaen, som er den eneste af de tolv skalaer, som kun består af hvide toner.
En durskala har denne formel for trinenes størrelse:
Dur-formlen
Trin: 1 hel, 1 hel, 1/2 halv, 1 hel, 1 hel, 1 hel, 1/2 halv
Også kaldet 2 hele, en halv, 3 hele en halv.
Der er tolv forskellige toner i vores tonesystem, så der er tolv grundtoner, man kan lave en durskala ud fra. De spilles så forskellige steder på klaveret, for det er som sagt kun c-durskalaen, der er så bekvemt anbragt på bare hvide tangenter.
Mol-skalaen
Vi har indtil videre brugt vores syv toner til at lave durskalaer med. Man bruger de samme syv toner til molskalaen, blot med en anden grundtone. Molskalaen er kendetegnet ved sin specielle fordeling af Hel- og halvtonetrin.
Her er stamtonerne med a som grundtone, en A-mol-skala:
En molskala har denne formel for trinnenes størrelse:
Mol-formlen:
Trin: 1 hel, 1/2 halv, 1 hel, 1 hel, 1/2 halv, 1 hel, 1 hel
A-mol og C-dur bruger altså samme toner, men har forskellige grundtoner. Sådanne tonearter kaldes paralleltonearter. Det vil sige, at c-durskalaen måske nok er den eneste durskala, som vi kan spille på bare hvide tangenter, men nu har vi altså også en molskala, som vi kan bruge. Prøv at spille den, og spil så c-durskalaen umiddelbart efter. Kan du høre, hvordan de samme toner virker forskelligt, når man ændrer det sted, man begynder og slutter? Det er det samme, som vi så, da vi arbejdede med dur og molakkorderne tidligere. Dur virker frisk, men flytter vi så start- og sluttonen til der, hvor molskalaen ligger, så ændrer stemningen sig, og skalaen lyder lidt mere tung og trist.
Vi er parate til at hjælpe dig
Har du brug for undervisning, hjælp eller vejledning, kan du læse meget mere om vores klaverundervisning på her!
