Sådan kommer du i gang med at lave musik derhjemme
Har du længe overvejet at komme i gang med at producere og lave din egen musik? Synes du, det virker uoverskueligt og dyrt? Det behøver det slet ikke at være. Vi baner vejen for dig i denne guide omkring opstart af musikproduktion.
Trin 1
Til en start har du brug for at danne dig et overblik over dit behov og budget. Det behøver ikke at være dyrt at komme i gang med at lave musik, men dit budget definerer klart hvilke produkter, du skal fokusere på.
Trin 2
Når du har dannet dig et overblik, så er du klar til næste trin, nemlig beslutningsfasen. Har du blot brug for et par gode hovedtelefoner, en computer og et lille midi-keyboard? Eller drømmer du om et lidt større setup som start?
Trin 3
Nu er vi nået til at kigge på hvilke produkter, der er kloge at starte ud med. Vi anbefaler til en start et mindre setup bestående af studiehøjtalere, hovedtelefoner, en bærbar computer og et eksternt lydkort. Lyder det som volapyk for dig, så fortvivl ikke. Lad os forklare dig det kort:
Studiehøjtalere er en anden form for højtalere, der har til formål at afspille lyden så korrekt, fladt og ”kedeligt” som muligt. De skal altså give os det bedste indblik i, hvordan vores musik i virkeligheden lyder. De sædvanlige Hi-FI-systemer har en masse funktioner indbygget, der gør, at lyden lyder så god som overhovedet muligt. Det kunne for eksempel være en mere rungende bas, en skarpere diskant eller en mere markeret mellemtone. Umiddelbart lyder det jo perfekt, men når vi skal have produceret lyd, så vil vi gerne have, at vores lyd først og fremmest lyder godt på systemer, der har til formål at vise den mest korrekte lyd. Vi anbefaler et sæt Yamaha HS7 til en start, da de er super anerkendte verden over, og mulighederne med dem er uendelige. De giver et rigtigt realistisk indblik i, hvordan din musik lyder.
Hovedtelefoner som i et godt sæt studiehovedtelefoner kan være en god støtte eller alternativ til vores studiehøjtalere. De giver en anden følelse af lyd, og kan desuden være ekstremt brugbare i mere bærbare situationer, eller hvis du bor i lejlighed og får lyst til at lave musik klokken 02 om natten. Vi anbefaler hovedtelefonerne Beyerdynamic DT880, der er yderst anerkendte verden over og giver et godt sonisk billede af, hvordan din lyd reelt lyder.
Computeren er et meget individuelt valg i forhold til, hvad dit behov er. Vi anbefaler til en start en bærbar computer, som du kan tage med dig lige derhen, hvor du får lyst til at optage. Stationære computere har den fordel, at de ofte er stærkere hardwaremæssigt, mens ulempen er mobiliteten. Det primære er, at din computer har en stærk processor og rigeligt med RAM. Vi anbefaler en computer med minimum 8GB RAM og en i5-processor. Det mest optimale ville være 16GB RAM og en i7-processor.
Eksternt lydkort hvad er det egentligt? Et eksternt lydkort er en mere dedikeret form for hardware, som først og fremmest sikrer, at der bliver sendt nok styrke til din computer fra lydsiden, så der undgås ”latency”, altså en forsinkelse. Derudover giver det eksterne lydkort dig en masse muligheder, du ikke har med et indbygget computer-lydkort. I det eksterne har du oftest mulighed for at tilslutte mikrofoner, instrumenter og andet igennem blandt andet TRS og XLR-forbindelser. Vi anbefaler et Focusrite Scarlett 2i2 lydkort, der giver rig mulighed for både at optage vokal, guitar eller andet instrument på samme tid.
Midi-keyboard er slet ikke et must, men kan være en kæmpe hjælp til den nye musiker. Selvom du normalt spiller guitar og ikke har nogen som helst forstand på det at spille klaver, så kan det alligevel komme dig til stor gavn at investere i dette. I mange musikprogrammer kan man nemlig afspille en række lyde inde i programmet, som nemt kan gøres igennem dit midi-keyboard. Dette tilsluttes altså din computer med en simpel USB-forbindelse, og herved forstår både din computer og musikprogrammet, at denne enhed kan bruges til at trigge forskellige lyde i dit program. Vi anbefaler til start et Akai MPK Mini midi-keyboard, der både har drumpads og 25 tangenter til en super billig pris, hvilket er en god start uanset hvilket instrument, man i forvejen spiller.
Trin 4
Nu ved du lidt mere omkring de forskellige produkter til musikproduktion, og det er tid til at bevæge os fra hardware-delen over til at kigge på software-delen. Valg af software varierer meget alt efter, hvilke behov og mål du har. Man kan sagtens optage og skrive en fed sang i GarageBand, selvom der uden tvivl er andre programmer, der er meget bedre egnet til dette. Du skal have valgt dig en ”DAW”, som er forkortelsen til Digital Audio Workstation, der er en fin betegnelse for dit musikprogram. De fleste programmer har en gratis prøveperiode på 30 dage, og vi vil klart anbefale at prøve de forskellige ud. For overskuelighedens skyld vil vi komme med nogle anbefalinger til køb af dit første musikprogram, da nogle klart er bedre og mere overskuelige fra start end andre.
FL Studio er et meget anerkendt program, der er kendt for dets hurtige workflow og overskuelighed. Programmet bliver brugt til alle forskellige genrer, men har de seneste par år oplevet høj vækst inden for områderne Rap, Hip Hop og RnB. Programmet fungerer både til Windows og OSX.
Logic Pro er kun til OSX-systemet (Apple/Mac), men er også utroligt anerkendt for dets diversitet ligesom FL Studio. Programmets workflow anses for lidt langsommere, men dette kompenseres der til gengæld for på andre områder.
Ableton kan ses som en mellemting mellem de ovennævnte og er også et utroligt anerkendt musikprogram. Workflowet er meget varierende fra bruger til bruger. Programmet fungerer både til Windows og OSX.
Det vigtigste at huske på, når man skal vælge er, at de fleste musikprogrammer stort set kan det samme; de er bare indrettet forskelligt. Derfor anbefaler vi dig at prøve dem gratis og se, hvad du bedst kan lide.
Trin 5
Nu har du opnået en masse viden omkring forskellige produkter og programmer – og endelig viden omkring, hvad der er vigtigt at fokusere på i starten. Vi anbefaler nu, at du på egen hånd undersøger lidt videre og finder ud af, hvad der er mest relevant for dig, men samtidig også husker på, at det ikke behøver at være raketvidenskab at komme i gang med at lave musik. Lyt til vores anbefalinger, tag det, du kan bruge, og giv det et skud.
Trin 6
Når du har fået købt dig de nødvendige produkter, er det altid en god start at bruge et par timer på YouTube. Her kan du få sat dig hurtigt ind i de mest basale ting omkring brugen af dit musikprogram, opsætningen af dit setup og en masse andet.
Vi ønsker dig rigtigt god fornøjelse med din musik!